Der er så stille nu

Jeg er ved at vende mig til stilheden. Stilhed kan sagtens være helende.

Nu har jeg ellers altid været sådan en,der har fyret op for musikken eller fjernsynet, når jeg har  været alene hjemme. Så føles det jo næsten som om, man er sammen med nogen.

Men altså... Så var det jo, at man forstuede sin hjerne. Og så lige vupti - blev man støj- og lydfølsom. Når Ældste og Yngste er hjemme er der knald på lydbilledet med snak, spil, sang og leg. Så når moren er alene hjemme i dagtimerne, mens hun plejer sin forstuede førstesal, så er der dømt stilhed.

Eller næsten, når man nu deler hus med et larmende oliefyr, der står og brummer fredsommeligt nede i kælderen.

Men ellers er det eneste der høres.... stilhed.
Stilhed ... og så tinnitus!